Af cand.teol, redaktør Espen Ottosen, Norge

Den svenske teolog Magnus Malm arbejder i den svenske kirke med retræter og åndelig vejledning - i samarbejde med en gruppe katolske nonner. Han er vokset op i Frelsens Hær, er konfirmeret i Metodistkirken og har arbejdet med det økumeniske magasin Nytt Liv i 15 år. Det er ikke mærkeligt at mange spekulerer på, hvor de egentlig har ham….


På dansk er der i alt udkommet fem bøger af Magnus Malm: Vejviser på Credo Forlag i 1994, Fodspor i glastrappen, I Lammets tegn og Under mandeltræet i henholdsvis 2001,2002,og 2003 på Forlaget Boedal. Under mandeltræet er en slags meditativ opbyggelsesbog med korte tekster. Senest - og efter denne artikel er skrevet - er bogen Bag billedet udgivet af Boedal i samarbejde med Credo i 2004.

Med undtagelse af Under mandeltræet er de tre bøger fra Malm bygget op over den samme læst. Han analyserer - dybsindigt og reflekterende - både samfundet og kirken. I bøgerne henviser han gerne til avisudklip og sekulære rapporter for at begrunde sine synspunkter. Desuden henviser han ofte til centrale personer i kirkehistorien - væsentligst til ikke-lutherske teologer.

Vi møder i Malms bøger en selvkritisk holdning - på vegne af både enkeltkristne og kirkesamfund. Hans grundlæggende spørgsmål er: Hvilke farer møder kirken og de kristne i dag? Hvad gør vi galt, siden kirken mister tilslutning og begejstring? Hvad kan vi lære af Bibelen og historien?


Hvad er vi egentlig kaldet til?

I Vejviser siger Magnus Malm meget klogt om, hvordan kristne ledere bør tænke om deres kald - og om deres opgave. Han bygger på egne erfaringer. Da han sluttede som redaktør på månedsmagasinet Nytt Liv var han udbrændt og udkørt. Hans ægteskab var i krise, og hans selvtillid og selvbillede krakelerede.

Bogen er delt i to dele. Den første del hedder ”Kaldet”, den anden ”Sendt”. På baggrund af hans personlige oplevelser og et grundigt bibelstudium understreger Malm, at vort kald primært er at tilhøre Jesus. Det vi gør i Guds rige må være sekundært. Malm ser dette som helt afgørende:

”Det er livsvigtigt at holde kaldelsen og sendelsen adskilt, for det er, når vi blander dem sammen, at vort arbejde bliver identitetsbærende og dermed truer livet i stedet for at fremme det.”[1]

Hvad vil det sige at være en kristen leder? Titlen Vejviser understreger, hvad Malm mener om dette: En leder skal med sit liv vise vej. Det er ikke formelle kvalifikationer, teoretisk indsigt og stor kompetence, der er vigtig. En kristen leders primære opgave er at leve Gud nær og leve ærligt med sig selv: ”Ja, hvad er det en kristen leder har at styrke mennesker med? I hvert fald ikke sin egen syndfrihed og prægtighed ! Den slags virker kun knugende. Det eneste, som virkelig kan styrke et menneske, er Guds nåde. Og den nåde kan kun det menneske formidle, som selv har indset sit skrigende behov for den og har taget imod den.”[2]

I bogens anden del, ”Sendt”, skriver Malm om de tjenester og opgaver, Gud sætter os til. Han mener, at det ikke bør være de behov, vi ser rundt omkring os, der leder os ind i opgaverne - selv om det er vigtigt nok -men derimod visheden om, at Gud har givet os en tjeneste.

Mange vil have stor nytte af at læse Vejviser. Malm sætter utvivlsomt fingeren på mange moderne fristelser, som alle, der har mulighed for at få magt, må kæmpe med. Han giver en god og frigørende hjælp. Samtidig er Malm nok noget ensidig. Han afstår fra at konkretisere, hvad der kendetegner en god leder og forkynder. På trods af bibelkritikkens indmarch i de nordiske kirker, siger han kun lidt om vigtigheden af, at en leder kender Bibelen og stoler på den. Han fokuserer heller ikke på nøden for de ufrelste, som bør præge enhver, som ønsker at tjene Jesus.


Den moderne gnosticisme

Magnus Malm er optaget af at trække linjer fra vor tid og tilbage i historien. I Fodspor i glastrappen hævder han, at en stor fare for dagens kirke er gnosticismen - den samme trussel, der mødte kirken allerede i dens første årti. Hvad er så gnosticismen? Og hvordan møder vi den i vores moderne samfund? Vi kan fremdrage to vigtige aspekter.

Betegnelsen gnosticisme bygger på det græske ord ”gnosis”, der betyder kundskab. Den traditionelle gnosticisme mente, at det er gennem kundskab og indsigt, at mennesket bliver frelst. Malm spørger, om vi ikke møder den samme holdning i Vesten i dag? Det er kompetencer og kundskab, der spørges efter. Når kirken har problemer, bliver løsningen kurser, seminarer, nye strategier og mere kundskab.

Gnosticismen er overåndelig. Det fysiske og materielle er mindreværdigt. Det åndelige er i fokus. På trods af megen fiksering på kroppen, mener Malm at se tendensen i dagens samfund. Kroppen er rigtignok gjort til en markedsvare og et reklameobjekt, men samtidig bliver den foragtet og nedvurderet, hvis den ikke opfylder dagens overfladiske og ungdommelige ideal.

Malms præsentation af de mange paralleller mellem vores moderne samfund og gnosticismen er tankevækkende. I Fodspor i glastrappen samler han sine observationer i tre dele: ”Uden grænser”, ”Uden krop”, ”Uden samvittighed”. Disse tre stikord sammenfatter, hvordan det moderne menneske klatrer opad i Babelstårnet og egentlig forsøger at blive som Gud. Malm er ikke bange for at sætte fingeren på det moderne menneskes fejlgreb: ”Det er i den vestlige verden nærmest blevet en selvindlysende trossandhed, at frihed og selvrealisering er det samme som grænseoverskridelse. At en grænse kunne være skabt for at bevare friheden og fremme selvrealisering er en nærmest umulig tanke.”[3]

Malm går langt i sin kamp for at afvise alt det, som han oplever som foragt for kroppen og naturen. Han skildrer, hvor vigtigt det er for ham selv at ride og have kontakt med sin hest. Det fysiske arbejde, som blev udført i klostrene, bliver nærmest idylliseret. Byen med dens uro og larm er en trussel for den kristnes åndelige liv. Malm mener også, at reformationen gjorde kristentroen mere gnostisk. Han viser ringe forståelse for, at reformatorerne afviste processioner og valfart, faste og kropslige øvelser.

I forsvaret for kristentroens ”kropslighed” bliver Malm noget krampagtig, og hans budskab får en slagside. Nogle formuleringer overser nærmest, at kristendom handler om at få et møde med en usynlig Gud: ”Hvis man sætter sig i en trist kirke for at høre en temmelig abstrakt prædiken, får man så et klarere billede af skabelsens Gud, end hvis man pakker en madkurv og tager på udflugt i skoven?”[4]

Malm ønsker, at kirken vender tilbage til sine rødder og til Bibelen. Selv om det kontemplative er vigtigt for ham, ønsker han ikke, at den åndelige erfaring løsrives fra Bibelens lære: Ingen af kirkens åndelige lærere ville drømme om at løsrive den åndelige erfaring fra kirkens læremæssige fundament eller etiske normer. Men vor tids åndelige klima udstyrer læseren med ’briller’, der er indrettet sådan, at man ikke ser eller ikke behøver at lade sig anfægte af ’kulturelt betingede tanker’. Tilbage er så kun den ordløse bøn, de kontemplative oplevelsesstadier, den åndelige atmosfære.”[5]


Arven fra oldkirken og middelalderen

Man lægger hurtigt mærke til, at Magnus Malm henter meget af sit stof fra både oldkirken, østkirken og middelalderens katolicisme - særligt klostervæsenet.

En sådan interesse er Malm ikke ene om. En række fremstående teologer og tænkere i Sverige henter for tiden impulser fra både ortodoks og katolsk kristenhed - uden dermed at forlade deres egne sammenhænge. Peter Halldorf, som oprindeligt er pinseven, har skrevet mange bøger, som præsenterer vigtige impulser fra oldkirken og klostervæsenet. Og katolikken Wilfred Stinissen, som også holder til i Sverige, har fået stor gennemslagskraft med sin meditative og katolske teologi.

Det stilfærdige, mystiske og slidstærke er utvivlsomt tiltrækkende for mange i et samfund præget af stress og rodløshed. Og hos Malm bliver klosterbevægelsen vurderet yderst positivt. ”Alligevel fik klosterbevægelsen verdenshistorisk betydning som sammenhængsskabende netværk i middelalderkirken og dermed i hele det samfund, der voksede frem i den vestlige verden. Den igangsættende betydning for stort set alle sider af menneskelivet kan næppe overvurderes.”[6]

Malm sympatiserer med mange sider af katolsk teologi. Både kendte katolikker fra middelalderen og mere moderne repræsentanter i den katolske kirke citeres med tilslutning. Vi møder kun få udtalte reservationer mod Pavens position, mod læren om skærsilden, mod embeds-synet og lignende. Han har tydeligvis også sans for den position Maria har i katolicismen og citerer Ireneus med tilslutning: ” Ligesom den første kvinde blev forført til at være ulydig mod Gud, blev den anden kvinde overtalt til at lyde Gud. Jomfruen Maria blev på den måde forsvarsadvokat for jomfruen Eva. Ligesom menneskeslægten blev underkastet døden af en jomfru, sådan blev den befriet af en jomfru, på den måde at jomfruens ulydighed blev opvejet af jomfruens lydighed.”[7]

Det er vigtigt for Magnus Malm at tage vare på den åndelige erfaring og indsigt, som både katolske og ortodokse kristne kan formidle. Men han accepterer ikke alt. Vi møder kraftige reservationer mod kvindeforagten i Augustins teologi, og Malm ser også problemet med at mennesker søgte til klostrene som en lovgerning. Imidlertid rammer kritikken først og fremmest hans ydre ting: Klostrene søger efter magt og penge. Selve klosterteologien - og dermed katolsk teologi - bliver sjældent afvist.

Når alt kommer til alt klargør Malm ikke direkte, om der findes grundlæggende momenter i katolsk teologi, som må forstås som vranglære. Men han hævder. at grænsen for, hvad der er vranglære, går ved ”.. oldkirkens formulering af kirkens bærende vægge, i den apostolske og nicænske trosbekendelse. Det, der står der, er til alle tider blevet opfattet som umisteligt for den kristne kirke. Det, der ikke står der, har vi lov til at se mindre nøjeregnende på.”[8]

Det er altså vanskeligt at se, at han ser forskellen mellem katolsk og reformert lære som vigtig. Hans økumeniske vidsyn bliver noget overdrevet. Vi ved også, at mange aktuelle teologiske spørgsmål - blandt andet af etisk karakter - ikke er omtalt i den oldkirkelige bekendelse. Der er en fare for, at Malm med sin afgrænsning gør disse mindre vigtige, end de faktisk er.


Liberal eller konservativ

Selvom Malm i dag arbejder i Den Svenska Kyrkan, som i hvert fald på papiret er en luthersk kirke, er det vanskeligt at betragte ham som en særlig helhjertet luthersk kristen. Martin Luther bliver stort set ikke nævnt. Det er tydeligt, at Malm kun i ringe grad et blevet præget af hans teologi. Det er på den anden side let at finde kritiske udfald mod den luthersk tro. Han mener, at lutherdommen let bliver overåndelig, den har forkastet vigtige ting i den katolske kirke.

Mange spørger sig selv, om Malm er konservativ eller liberal. Det er vanskeligt at svare entydigt på. Når han berører aktuelle stridsspørgsmål, giver han ofte et ’afbalanceret’ svar: Både det konservative og det liberale bliver kritiseret. Om fundamentalistiske kristne skriver han: ”Fundamentalismen tager magten over Gud ved at indeslutte hele teksten i et færdigt system. Alt er kortlagt ned i mindste bogstav, og vi behøver ikke frygte nogle ubehagelige overraskelser i hverken tankegang eller livsstil.”[9]

Mange vil nok føle, at en sådan salve ikke er særligt rammende.

Malm står også i fare for at gøre spørgsmålet om sandhed og bibeltroskab relativistisk. Han skriver, at kristne må indse at ” … vores kundskab er begrænset og vores profetiske gave ligeså, at vi kan og skal leve med vore forskelligheder og med spørgsmål, der aldrig vil blive fuldt besvaret, før vi ser Gud og hinanden ansigt til ansigt. Indtil da har vi hverken råd eller tid til at dyrke vore forskelle. Verden har brug for vores enhed.”[10]

Samtidig er det åbenbart, at Malm ikke er en moderne, liberal kristen. Dertil er hans loyalitet både overfor Bibelen og kirkens tradition for stærk. En del gange afviser han bibelkritikken: ”Hvor fristende er det ikke at løfte de nærgående bibelord op på et alment debatniveau, hvor bibeltolkningen altid er relativ, og hvor man altid kan afsvække skarpheden i Guds ord med sin egen lærdom.”[11]

Malm berører rigtig mange stridsspørgsmål i sine bøger. Af og til er han forsigtig i sin omtale, og det er lidt vanskeligt at fastslå, hvad han egentlig mener. Om papirløst samliv skriver han: ”Ud fra Bibelen kan der findes flere gode grunde til at sætte spørgsmålstegn ved det papirløse samliv.”[12]

Betyder dette, at papirløst samliv er synd ? Det er jo det afgørende spørgsmål. Mange vil opleve, at Malm bliver lidt for defensiv og forsigtig. I spørgsmålet om kvindelige præster viser Malm respekt overfor modstanderne af det. Alene det er jo sjældent i Den Svenska Kyrkan. Selv siger han ja til kvindelige præster, men det er vanskeligt at vurdere hans argumentation, da han ikke kommer ind på det i de aktuelle tekster.[13]

Malm bekræfter sin tro på jomfrufødslen og understreger, at opstandelsen er fundamental. Han tager stærk afstand fra tendensen til at stemple alle konservative kristne som fundamentalister. Han retter forsigtig kritik mod dagens svenske biskoppers godkendelse af homofilt samliv. Og det er godt at se, at han holder fast ved Bibelens lære om Guds dom. Han harcelerer næsten over det moderne menneskes forkastelse af læren om, at Gud skal dømme verden:

”Når den kristne kirke påstår, at Gud skulle kunne sætte sig til doms over os mennesker, opfattes det i dag som den største formastelighed. Reaktionen bygger på en besynderlig opfattelse. Man synes at mene, at vi mennesker af naturen er generøse, tolerante og tilgivende, og havde det ikke været for disse religiøse domsforestillinger, der har besmittet os, ville alt være fryd og gammen”.[14]


Krævende lange sætninger

Magnus Malm kræver meget af sine læsere. Hans sætninger er lange og indholdsmættede. En del af hans formuleringer er heller ikke lette at forstå. De fleste har nok behov for at læse følgende beskrivelse af Jesus flere gange for at forstå den:

”…han er jo det sande menneske for både kvinder og mænd. Men i denne helhed rummes altså også det sandt mandlige. Hans styrke er en åben invitation til svaghed, til at blive angrebet, afklædt og dræbt. Han flygter ikke, men optager alt dette i sig, transformerer det og lader det synke til bunds i en urokkelighed, der ikke frygter noget”.[15]

Til tider kan det også virke som om, Malms observationer og meninger bliver præsenteret noget hulter til bulter. I alle hans bøger er der mange gentagelser. Det gælder i særlig grad I Lammets tegn, som også er præget af lange, ofte noget svulstige, sætninger. Jeg tror nok en del læsere vil opleve, at de har store vanskeligheder med at sætte ord på, hvad temaet egentlig har været efter at have læst 100 sider af bogen!

Ofte formulerer Malm sig noget uklart. Hans forkærlighed for at sige tingene anderledes må nok tillægges skylden for det. Hvad vil han egentlig sige med følgende: ”Den skabende kraft i Jesus Kristus bryder ikke ind i denne verden gennem almene prædikener om, hvordan tingene hænger sammen. Det sker gennem konkrete berøringer, hvor man lægger sin hånd på det menneske og det miljø, der har brug for genoprettelse. Således drager han ud ad verdens veje og stier.”[16]

En del af Malms formuleringer er også skarpe. Således præsenterer han et sted den afgørende forskel på sand og falsk lære: ”Vi kan have forskellige opfattelser af detaljer i den kristne tro, af hvordan bibelen skal tolkes osv. Men det afgørende spørgsmål, som deler vandene, er dette: Står vi overfor Gud som modtagere eller gør vi ikke?”[17]. Velvilligt tolket har Malm en vigtig pointe. Hvis vi står for Gud som modtagere, bliver vi heller ikke frelst. For det er ved at modtage Guds nåde, at vi bliver retfærdige for Gud. Men er det sådan, han mener det ?


En teolog, som længes tilbage til fortiden

Magnus Malm er en sand økumenisk teolog. Han er populær, fordi han peger på fristelser og problemer, som i større eller mindre grad møder alle kristne. Netop derfor har han noget at give til alle - også dem, som teologisk står et stykke fra ham. Hans største problem er, at bøgerne er så krævende. De ville antagelig været blevet bedre, hvis de blev noget forkortet og enklere struktureret.

Sammenfattende kan vi måske sige, at Malm er en teolog, som længes tilbage til fortiden. Hans skepsis mod det moderne er temmelig stor - og af og til overdreven. Samtidig er det befriende at læse en teolog, som ønsker, at kristne udskifter TV-kiggeri med bøn, stilhed og almindelig samtale. Vi trænger til den slags. Malm er modig, når han tager et opgør med vor moderne, teknologiske verden. Han magter som få andre at sætte fingeren på vigtige områder, vi har mistet i vores rodløse, stressede samfund.

Der er mange centrale teologiske spørgsmål, som Malm overhovedet ikke berører. Men tavsheden siger også en del. Han er meget lidt optaget af det klassiske lutherske spørgsmål om lov og evangelium. Han siger også meget lidt om Jesu forsoning. Vi møder meget sjældent advarsler mod selvbedrag, mod at bygge på gerninger, mod åndelig søvn.

Samtidig er han altså en svensk teolog, der tager tydelig afstand fra liberal teologi. Det er prisværdigt - og også modigt, når vi ved, hvor bibelkritisk Den Svenska Kyrkan er. Malm har også en imponerende indsigt i både Bibelens verden og vores moderne samfund. Det er også få, der som han, magter at sætte ord på de tendenser, som kan føre kirken og de kristne på afveje. Derfor er han nok værd at læse.


Noter

1 Vejviser - En bog om kristent lederskab, Credo Forlag, København 1994, side 139
2 Vejviser side 73
3 Fodspor i glastrappen - Den svimlende opstigning i Babelstårnet og vejen tilbage til jorden. Forlaget Boedal, 2001, side 16
4 Fodspor i glastrappen, side 140
5 Fodspor i glastrappen, side 239
6 Vejviser, side 99
7 Fodspor i glastrappen, side 65
8 I Lammets tegn, Forlaget Boedal, 2002, side 224
9 Fodspor i glastrappen, side 201
10 I Lammets tegn, side 213
11 Fodspor i glastrappen, side 224
12 I Lammets tegn, side 261
13 Drøftelsen finde i I Lammets tegn, side 305-307
14 I Lammets tegn, side 173
15 Fodspor i glastrappen, side 69
16 Fodspor i gladtrappen, side 163
17 Fodspor i glastrappen, side 86






Artikel i Budskabet (temaløst) nr.4, 2004